Mange ting er lidt på stand-by lige nu, fordi vi har corona i familien. Nevø (mureren) onklen, søn og et par stykker i isolation. Men altså ingen fejler noget, så vi venter bare til de må blive “lukket ud” igen, så de kan komme her og knokle.
På gavlen af vores NATO bygning sidder der en masse udsugning fra det gamle laboratorie. Men det kommer altså ned. Man må sige det på ingen måde pynter på bygningen, så den beslutning er taget.
Vi har faktisk fået tegnet facaden, stortset som vi ønsker den, fordi vi var nødt til at få visualiseret vores tanker mht den nye kundeindgang og den nye smedje.
Vi gør alt, hvad vi kan, for at bibeholde stemningen i bygningen, så vi diskuterer rigtig meget (altså positivt) og vender og drejer enhver tanke. Men vi er på toppen over så fedt det hele bliver. Selvom det er råt, stort og fyldt med krigsstemning, så får det klasse og man kommer til at kunne mærke sindssygt meget varme her. Sådan er følelserne i hvert fald i den private del allerede nu for os…… og helt ærligt. Selvom det hele er sådan lidt urørt udenfor, og vi helt sikkert ikke når igennem det inden åbningen, så er her da smukt.

